Gå til

HYROKINs forlag

 

Forside

Mit logo

Kontaktoplysninger

Opdateringslog

Gæstebog

 

Vikingetidsmad

Kogebog

Klædedragt

Sigurd Fafnerbane

Sigurdkvadet

Høgnerskvad

Det korte Sigurdkvad

You Tube

Spil

 

Litteratur

Links

Billeder

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

"Hvis dit sindelag er ægte vil det nok selv fortælle dig når din handling fortjener ros og når den fortjener dadel."

            Flose, Njals Saga

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Høgners kvad:

 

Høgners kvad er fortsættelsen til Sigurdkvadet. Men her skiller handlingen sig helt fra sagnet som vi normalt kender det.

 

Versene stammer fra: ”Færøiske Qvæder Om Sigurd Fofnersbane og hans Æt” Samlede og oversatte af

Hans Christian Lyngbye 1822 (genoptrykt i 1980). Kvadet er forkortet og bearbejdet efter Høgners kvad og Aldrians kvad (oprindeligt tilsammen 220 vers).

 


 

 

  1. Kong Atle udi Huneland,

udbryder Bragdar Thaat,

han Gudrun Gjuke fæstet har,

som Sigurd Snare aat.

Omkvæd: Grane bar guldet af hede.

          Sigurd svinger sværdet i vrede,

          Sigurd over ormen vandt,

   Grane bar guldet af hede.

 

  1. Hun længe var i huneland,

den kind bar hun så rød,

omsider råd hun lagde op

at hævne Sigurds død.

 

  1. Gudrun sine brødre bød

til sig med lønlig rænke;

Og dørene for hallen hun

lod fast med jernsøm lænke.

 

  1. Gudrun ganger ud og ind,

hun lader blande vin,

Høgnar, Gunnar, Gjukunger,

hun bød til hallen sin.

 

  1. Høgner gik i hallen ind,

han holdt på goden brand;

For mjød at drikke agter jeg

mig nu til Hunaland.

 

  1. Grimhilde da til orde tog:

Mit ord dig ej mishage;

Hvis du vil gå til Hunaland,

du kommer knap tilbage.

 

  1. Høgner står på hallens gulv,

var klædt i brynje blå:

Jeg fare vil til Hunaland,

hvordan det end vil gå.

 

  1. Svared Grimhild dronningen,

og første ord var så:

Tag da mod denne runestok

og pas du vel derpå.

 

  1. Mod dette runebælte tag,

og bind dig det om lende;

Det alle låse åbne kan

og sorg til glæde vende.

 

  1. Så lader Høgner Gjukasøn

tilhugge snekken fin,

og lader bringe derudi

den stærke øl og vin.

 

  1. Høgner vinder sejl i rå,

lod høre afskeds ord;

Med gråd fru Grimhild vendte sig

igen til Gjukagård.

 

  1. Fru Grimhild taler så for sig,

Mens Høgner går sin færd:

Min datter Gudrun kender jeg,

Hun snild og driftig er.

 

  1. Tiltaler Høgner Gunnar kong

og glad han gav det bud:

Lad hejse sejl i højen top

og sæt i havet ud.

 

  1. Bandt han op de silkesejl

Og guld i råer brandt,

han strøg ej seil på bunken ned

før tæt ved Hunaland.

 

  1. Der kom en mand i hallen ind,

de sad og drukke vin:

Jeg ser på havet komme skib

med sejle hvid´ som lin.

 

  1. Gudrun gik i grønne gård,

bar røden guld i hænde;

Tvende ørne lyfter hun,

dem ud på hav at sende.

 

  1. Fra landet tvende ørne kom,

på salten sø de flød;

Stormen vokste højt i sky

på havet alden brød.

 

  1. Da blev vejr på søen hårdt,

de bølger steg fra grunde,

det Gudrun Gjuka voldede,

hun tryllekunster kunne.

 

  1. Så var vejr på søen hårdt,

at Høgner selv må styre,

kong Gunnar udi i lifting går,

da blegned´ drenge dyre.

 

  1. Det var Høgner Gjukasøn

han satte spyd ved fod:

Dog skal jeg ind til Hunaland,

skønt stormen er imod.

 

  1. Høgner tog sin runestok

og kasted´ over bord,

ej tryllevejret vokste mer,

han taled´ stærke ord.

 

  1. Det var Høgner Gjukasøn,

han kasted´ stok med fart,

straks, som den kom i søen ned,

blev vejret skønt og klart.

 

  1. Den snekke driver hastigt frem,

den kendte fagert land,

de kasted´ deres ankere

alt på den hvide strand.

 

  1. Det var Høgner Gjukasøn,

først satte fod på land,

Gisler, Hjarnar, Gunnar kong,

gik ved hans højre hånd.

 

  1. Midt udi den grønne gård

de snilde ord lod falde

og ind i hallen ginge da

de Gjuka garper alle.

 

  1. Det var Høgner Gjukasøn,

han tren ad døren ind,

og så han Gudrun, søster sin,

at ondt hun bar i sind.

 

  1. Gudrun så til orde tog,

det onde hun vil fremme:

Fly mig nu både skjold og sværd

jeg alt for jer skal gemme.

 

  1. Svared´Høgner Gjukasøn,

han holdt på goden kniv:

Du får ej skjold, ej heller sværd,

så længe jeg har liv.

 

  1. Gudrun så til orde tog;

Mens snild hun tungen rørte:

Erindre du dig Sigurd Svend,

du mig til hallen førte?

 

  1. Høgner ser på ringen fin

og mæler så for sig:

Ej blidt er hendes øjekast;

Han mindes Sigurds lig.

 

  1. Årle ganger Gudrun ind,

hun næppe vreden lemper;

det bord stod bredt med silkedug,

og øl for raske kæmper.

 

  1. Årle Ganger Gudrun ind

med pyntelige ord:

Kast bort nu våben, pansere,

I træde nu for bord.

 

  1. Svared´Høgner, gjukasøn,

han bar drenge-mage:

Vi selv vil gemme våbnene,

vi selv dem frem vil tage.

 

  1. Drukke de i dage tre

med fryd og lyst i barm;

Dog ilde huer Gudrun det,

at ingen ypper larm.

 

  1. Gudrun har sin unge søn

de ord på sinde lagt:

Jeg gir dig guld og fæ, hvis du

kan standse Høgners magt.

 

  1. Lokker hun sin unge søn,

i løndom hun ham drog;

Han hæved´ op sin højre hånd,

i ansigt Høgner slog.

 

  1. Den svend af alder kun er ung,

han gør som moder bad;

Han atter gik til bordet frem,

hvor Høgner kæmpe sad.

 

  1. Høgner randt det hede blod

af næse og af munde;

Den kæmpe var så slet bestædt,

ej sligt han tåle kunne.

 

  1. Jeg ikke udi Hunaland

den mjød med gammen nyder;

Den moder højlig lastes bør,

som søn til sligt opbyder.

 

  1. Frem over bordet Høgner sprang

Alt med det spyd i hænde;

Magen skar i bug og ben,

igennem svenden rendte.

 

  1. Gudrun gik for Atle kong

og gav ham sådant svar:

Død er nu vores unge søn,

det Høgner voldet har.

 

  1. Jeg ikke udi Hunaland

kan længer med dig styre,

hvis du den sag ej tager an,

og hævner drengen dyre.

 

  1. Hør du Gudrun, søde min,

det jeg ej vel kan tro,

at du vil dine brødre svig

og blod om hænder sno.

 

  1. Hør du det, min dronning god,

du råd selv kende må:

Hvordan vi skal hin stærke mand

af livet snarlig få.

 

  1. Det var en årle morgenstund,

det rødmede for sol

alt Gudrun Gjukadatter har

udrustet hundred tolv.

 

  1. Det var en årle morgenstund,

da skinned´ sol på fjelde;

Det var Høgner Gjukasøn,

han red mod dem med vælde.

 

  1. Høgner red i kampen frem

og drog så gode drag;

Han kongens mænd da fældede,

så ti faldt for hvert slag.

 

  1. Så vejede han hunamænd,

med sværd og skarpen æg;

Det var Høgner Gjukasøn,

han læned´ sig til væg.

 

  1. Gudrun ganger årle ud

i fugles morgensang;

Hun Høgner uden skade ser

på kamppladsens vang.

 

  1. Det Gudrun Gjuka datter var,

hun kalder svend til sig:

Gak hen til Didrik, Thjetmars søn,

og byd ham hid til mig.

 

  1. Det Gudrun Gjukadatter var,

hun går at blande vin;

Hun beder Didrik, Thjetmars søn,

at gå i hallen sin.

 

  1. Hør Gudrun, Gjukadatter, hør,

forvold mig ej den vånde;

Med Høgner jeg ej stride kan,

mod ham ej sværd kan stande.

 

  1. Hør du Didrik, Thjetmars søn,

så mæler brud af kvide:

Jeg guld og fæ dig give skal,

vil du mod Høgner ride.

 

  1. Opstod Didrik, Thjetmars søn,

han holdt på draget sværd:

Jeg flyve skal i luften frem

og prøve denne færd.

 

  1. Didrik svandt af borgen bort,

kun få der findes slig;

Da han til syne atter kom,

han fløj en drage lig.

 

  1. Høgner red på grønne mark,

det hårde stål at kløve;

Og så han Didrik Thjetmars søn

højt over sig at flyve.

 

  1. Høgner greb sit gode Sværd,

krigsrækken skød fra hænde;

Han vendte sværd mod højen luft,

det gennem Didrik rendte.

 

  1. Didrik faldt til jorden ned,

han var så sort som sod;

Han mange havde skade voldt,

nu sværd i hjertet stod.

 

  1. Tungt er det i verden her,

når sorger folk omhænger;

På Høgners brynje edder faldt,

den ind i hjertet trænger.

 

  1. Høgner så til orde tog:

Nu strides der ej længe;

Til hjertet edderen snart når,

da blegned´ raske drenge.

 

  1. Høgner sank mod hallens væg,

han branden hos sig bar;

Gudrun står på grønne mark,

og tænder sammenskar.

 

  1. Høgner så til orde tog:

det jeg af dig vil tigge;

Du Helvig give mig i nat,

i hendes arm at ligge.

 

  1. Gudrun mælede da så,

hun kinden bar så rød:

Du jarlens datter have skal,

nu snart vi se din død.

 

  1. Han med den frue avlede

en søn den samme nat;

Høgner risted´runerne,

og de må læses brat.

 

  1. Så Høgner måtte lade liv;

I skarlag klædtes han.

I højen liget sattes ned,

var pyntet herligen.

 

  1. De fruer gik med børnene

alt udi måner ni;

Da stunden kommer, føder hver

en søn så fro og fri.

 

  1. En ungersvend sig Helvig fik,

tung monne smerten falde;

Til præsten bares svenden hen,

hun Aldrian lod kalde.

 

  1. En ungersvend sig Gudrun fik,

tung monne smerten falde;

Til præsten bares svenden hen,

hun bad ham Svend sig kalde.

 

  1. Det Gudrun Gjuka datter var,

hun bruger lister mange;

Hun Helvig jarledatter bød

ad døren først udgange.

 

  1. Helvig hertil svarede,

hun glemte sorger mange:

Du højre hoved har end jeg,

thi bør du først udgange.

 

  1. Den unge søn, som Helvig har,

ham ville Gudrun hugge;

thi tog hun Gudruns unge søn

og lagde i sin vugge.

 

  1. Gudrun ganger årle ind,

det så for hende traf;

Og tog hun ud sin liden kniv

og skar hans hoved af.

 

  1. Så gik det til med Aldrian,

at frodig tog han vækst,

i måned én han vokste mer´,

end andre børn i seks.

 

  1. Vokste han i riget op

alt til så gæv en mand,

hos kongen han opfostret blev

alt udi Huneland.

 

  1. Det Helvig jarledatter var,

så sagnet gange må,

da mødte hun sin unge søn

alt øst for Lindar Å.

  1. Helvig da til orde tog,

hun smiled´ under lin:

det sværge jeg alt på min tro,

at du er sønnen min.

 

  1. Svared´ dertil Aldrian,

han stod blandt mænd vel tyve:

Jeg aldrig nogen kvinde så,

der bedre kunne lyve.

 

  1. Tag du nu din liden kniv,

forsøg du oppebie;

Din moder du i armen skær,

da hjertet dit vil svie.

 

  1. Drog han ud sin liden kniv,

og så, om den vel bed;

Sin moder han i armen skar,

i hjertet hans det sved.

 

  1. Svared´ derpå Aldrian,

han stod i solens skin:

Jeg i mit hjerte føler det,

at du er moder min.

 

  1. Helvig da til orde tog,

hun smiled´ under liin:

Se til, at du om føje tid

får hævnet fader din.

 

  1. Det var en årle morgenstund,

solen skinned vide,

da lystede det Aldrian

til hallen hjem at ride.

 

  1. Hør Atle kong, jeg tænker på,

hvor du i guld mon ligge;

Det lettelig dog hende kan,

du vand og brød må tigge.

 

  1. Kong Atle hertil svarede:

Det har ej nogen nød;

Det sker ej i min levetid,

jeg tigger vand og brød.

 

  1. Det går nu til som ofte før,

vel yndes guld og fæ;

Det guldbjerg glad´ de ile til,

det meget guld at se.

 

  1. Ride de til skoven bort,

så fro og håbefuld´,

han viste ham det dyre hus

med tæt opstablet guld.

 

  1. Thi taled´ konung Atle da,

og første ord var så:

Hør du mig du herresvend,

du først derind skal gå.

 

  1. Det svarede den herresvend,

og andet ord var så:

Du højre krone bær, end jeg;

thi bør du først indgå.

 

  1. Svenden var af alder ung,

dog bær han snildheds ros;

Og er det mig af sandhed sagt,

han smækked´ dør i lås.

 

  1. Derpå jeg tænker herre min,

hvorvel du rigdom nød,

det dog kan hænde, at du nu

vil tigge vand og brød.

 

  1. Guldbjerget Aldrian forlod

en årle morgenstund;

Og sværger jeg det på min tro,

han kongen lod derinde.

 

  1. Det var Aldrian, den svend,

fik meget guld for gang;

Guldbjerget han ej mer´ gik til

før kongen tørret hang.

 

  1. Han moder sin da gæstede,

det silde var om kvælde;

Han siden red til kongen hen

alt udi Danevælde.

 

 

   HYROKIN