Gå til

HYROKINs forlag

 

Forside

Mit logo

Kontaktoplysninger

Opdateringslog

Gæstebog

 

Vikingetidsmad

Kogebog

Klædedragt

Sigurd Fafnerbane

Sigurdkvadet

Høgnerskvad

Det korte Sigurdkvad

You Tube

Spil

 

Litteratur

Links

Billeder

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

"Hvis dit sindelag er ægte vil det nok selv fortælle dig når din handling fortjener ros og når den fortjener dadel."

            Flose, Njals Saga

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 


 

Sigurdkvadet:

 

Versene stammer fra: ”Færøiske Qvæder Om Sigurd Fofnersbane og hans Æt” Samlede og oversatte af

Hans Christian Lyngbye 1822 (genoptrykt i 1980).

 

Kvadet er forkortet og bearbejdet efter Regin smed og Brynhildes kvad (oprindeligt tilsammen 352 vers). Versene er udvalgt og i visse tilfælde byttet rundt så de følger sagnet som vi kender det mest muligt.

 


 

      1.Et oldtidsdigt og rim jeg ved

som vi vil Sigurds kalde.

Jeg kvæde vil nu denne sang

om rige konger alle.

Omkvæd: Grane bar guldet af hede.

              Sigurd svinger sværdet i vrede,

       Sigurd over ormen vandt,

       Grane bar guldet af hede.

 

      2.Det var kongen Sigmundur,

en vældig jarlesøn.

Højbårdne frue fik han sig,

hun dejlig var og skøn.

 

      3.Red da ind i kongens gård

så mangen riddersmand.

Fjenden kom og ufred gik

hen over kongens land.

 

      4.På kampens dage striden stod,

og hjem kom ikke én;

Hjørdis tilbagelever end

med sorg og dobbelt meen.

 

      5.Det var stolten frue Hjørdis,

hun axler kåben blå,

så ganger hun på valen frem,

hvor Sigmund fældet lå.

 

      6.Hør, tapre Sigmund, sig du mig,

så vel du end formår:

Mon vunden din kan sammengro,

mon lægges kan dit sår?

 

      7.Ak, sent, Hjørdis, du finder råd,

den lykke du ej når

at lave til de smørelser,

som heler mine sår.

 

 

      8.Hundigs sønner i Randdarni

den skade voldte dig;

der eder var i sværdene,

som bares imod mig.

 

      9.I sønder gik mit hårde sværd,

og sønder gik mit spyd,

da Hundigs sønner alle red

mod mig med skadefryd.

 

    10.Det barn du under hjertet bær

bli´r stærk til kæmpe-gavn.

Fød ham vel med ære op,

og giv ham Sigurds navn.

 

    11.Sværdets tvende stykker tag

og skjul dem i din gård;

Til smeden lad dem bringe hen,

når unge søn du får.

 

    12.Jeg orker ikke, frue Hjørdis,

at snakke mer´ med dig;

Jeg mærker det er dødens stund,

som kommer over mig.

 

    13.Hjørdis nu iler til sin sal

med gråd og megen sorg;

Kong Hjalprek først og fremmest kom

til fruens høje sal

 

    14.Den frue udi måner ni

alt med det barn mon gå;

Da stunden kommer, føder hun

en svend så skøn og fro.

 

    15.Og da den svend til verden kom,

hun vel ham svøbte hen;

Og Sigurd bad hun nævne sig

den gæve ungersvend.

 

    16.Det var Hjalprek, konge bold,

en vældig jarlesøn,

højbårne frue fik han sig,

hun dejlig var og skøn.

 

    17.Så gik det sig med Sigurd til,

at frodig tog han vækst;

I måned én han vokste mer´

end andre børn i seks.

 

    18.Vokste han i riget op

alt til så gæv en mand,

det var Hjalprek, konge bold,

som var hans fostermand.

 

    19.Vokste han i riget op

med hast og ikke længe;

Indtil han bli´r i hugning tung,

han slås med kongens drenge.

 

    20.På kampens plads han ofte var

blandt kæmperne at møde,

rev store egekævler op,

slog svende næsten døde.

 

    21.De svende da sig satte ned

i vrede, som de vare:

Din faders hævn dig bedre var

end såre os så svare.

 

    22.Sigurd gik til moder sin:

Jeg nu må spørge dig;

Faldt fader min i våbendrag,

thi dulgt er det for mig.

 

    23.Hør det, du moder god,

du sandhed sige må:

Er vel den mand i verden end,

som fader min mon slå?

 

    24.Hundigs  sønner i Randarni,

de fader din mon slå;

Ej sker det i dit hele liv,

du hævn af dem kan få.

 

    25.Fruen gik til kisten hen,

med guldet overdragen;

Her skal se de pansere,

hvori din far blev slagen.

 

    26.Hun tager sværdets stykker frem

og flyer dem Sigurd hen:

Din hulde fader gav mig dem,

som var min bedste ven.

 

    27.Se, af min hånd modtage du

sværdstumperne de to.

Af stykkerne et andet sværd

du dig må lade slå.

 

    28.Bag elven hist bor Regin smed,

alt ved den stride å,

til ham du nu bringe hen

den klinges stykker to.

 

    29.Fafner hedder ormen hiin,

på Gnitahede bo;

Regin er en duelig smed,

men sjælden er han tro.

 

    30.Det den unge Sigurd var,

ham alt mon vel gelinge:

Hør, moder, du nu vise mig

En vældig hest at tvinge.

 

    31.Gak du dig frem til fossen hist

og sten i åen kast

og vælg dig da den hest til brug,

som stander stedse fast.

 

    32.En vældig hest i riget var,

vej kunne for sig bane,

den hest udvalgte Sigurd sig

og denne hest var Grane.

 

    33.Sigurd sprang på Granes bag

den samme morgensinde,

så red han sig hen over å

for Regin smed at finde.

 

    34.Hør du mig, o Regin smed,

det er min første færd,

mit ærinde, o Regin smed, er

du smede mig et sværd.

 

    35.Du af min hånd modtage her

en klinges stumper to,

og du må mig et jævngodt sværd

af disse stumper slå.

 

    36.Regin lagde sværd i ild,

tog tang og hammer fat;

Arbejdede en stund derpå,

dog kun den ene nat.

 

    37.Det var en årle morgenstund,

det er mig vel i minde,

hen over elven Sigurd for

for Regin smed at finde.

 

    38.Det den unge Sigurd var,

han frem for døren red,

flux griber smeden sværd i hånd,

alt andet bort han smed.

 

    39.Smedet har jeg klingen din,

alt både skær og ren,

så den kan hugge alt itu

og kløve jern og sten.

 

   40.Sigurd tren for ambolt hen

at prøve den med hast.

Men klingen ved det første hug

i tvende stykker brast.

 

    41.Du døden er, o Regin smed,

af mig fuldkommen værd,

fordi du monne svige mig

i denne våbenfærd.

 

    42.Og sværdets stykker Sigurd tog

og lagde i hans hånd,

da skælvede hiin Regin smed

alt som et liljeblad.

 

    43.Hør mig nu, du Regin smed,

hvad jeg vil sige dig:

Hvis anden gang du smeder så,

du døden får af mig.

 

    44.Du gøre må mig sværdet godt

og hærde vel den klinge,

så den kan være skarp og hård,

og dog itu ej springe.

 

    45.Hør du, Sigurd ungersvend,

jeg smede vil dit sværd;

Men hjertet udaf Fafner orm

har for mig megen værd.

 

    46.Hvis jeg din klinge smede vel

og gør dig den så skøn

da hjertet ud af Fafner orm

jeg venter mig til løn.

 

    47.Regin går til Smedjen sin

og lægger sværd i ild,

i tredve nætter hamrer han

og laver klingen til

 

    48.Det var en årle morgenstund,

det er mig vel i minde,

hen over elven Sigurd for

for Regin smed at finde.

 

    49.Vær velkommen, Sigurd hid,

jeg smedet har dit sværd;

Hvis dig ej fattes mod i bryst,

da rygtes vil din færd.

 

    50.Smedet har jeg klingen din,

alt både skær og ren,

så den kan hugge alt itu

og kløve jern og sten.

 

    51.Sigurd tren for ambolt hen,

med fart han sværdet svang;

dets æg er hård, dets od er skarp,

han gav det navnet Gram.

 

    52.Så hug han, Sigurd, dristig til,

så fast han kunne slå,

sønder kløv han ambolten

og stubben ligeså.

 

    53.Hør du, kække Sigurd, født

af kongebåren viv,

for slige høvidsmænd, som dig,

jeg lade vil mit liv.

 

    54.Hør du kække Sigurd svend,

det må du sige mig:

Du farer snart til Gnitahed´,

må jeg da følge dig?

 

    55.Først farer jeg til Randarni,

for Hundigs sønner (at) finde;

Jeg derpå går til Gnitahed´,

så har jeg nu i sinde.

 

    56.Sigurd svinger sig på Granes ryg

han slipper ikke tømmen.

Så let og kæk han rider frem

som båden flyr med strømmen.

 

    59.Han Hundigs sønner alle slog,

og vel han slap fra dem;

Han føje stund fra riget red

til Gnitahede frem.

 

    58.Det den unge Sigurd var,

han red til Gnitahed´,

og mødte der en gubbe ham

alt på den brede vej.

 

    59.Hør du, Sigurd raske svend,

det må du sige mig:

Hvem er vel denne stakkels mand,

som følger her med dig?

 

    60.Det Regin er, hiin gode smed,

han smedet har mit sværd;

Thi er han fulgt med mig hertil

i denne våbenfærd.

 

    61.Regin smed gav mig det råd

At grave grøfter to;

Thi er han i mit følge, for

med råd mig bi at stå.

 

    62.Hvis Regin smed gav dig det råd

at grave grøfter to,

han er af svig og ondskab fuld,

han døden dig vil få.

 

    63.Du grave skal dig grøfter tre

alt med så meget mod

og deri skal du værge dig

mod ormens edderblod.

 

    64.Ormen gled af guldet frem

det skal hver mand vide;

Sigurd sad på Granes bag

dristig mon han ride.

 

    65.Tredve alen dybt var vandet

hvorved ormen lå,

brystet raved op deraf

på fjeldet halen lå.

 

    66.Ormen gled af guldet frem,

den fremad glide vil.

Og Sigurd greb om sværdet Gram

og våbnet bød han til.

 

    67.Ormens bug hang over ham

over en grøft så trang;

Sværdet Gram en flænge river

tredve alen lang.

 

    68.Det den unge Sigurd var,

han med sit sværd mon slå

og kløvede hiin spragled orm

alt udi stykker to.

 

    69.Drabeligt var dette hug,

som Sigurd gav den stund,

da skjalv både løv og lund

og hele verdens grund.

 

    70.Spurgte da hiin Fafner orm,

i tvende stykker lå:

Hvem var denne kække mand,

som dræbe turde så?

 

    71.Mit navn er Sigurd, Sigmunds søn

derom jeg gør dig vis,

og Sigmunds dronning, moder min,

hun nævnedes Hjørdis.

 

    72.Hør du, Sigurd ungersvend,

hvad vil jeg spørge dig:

hvem fulgte dig den lange vej,

som fører hid til mig?

 

    73.Regin er jo broder din,

han viste vej for mig;

af svig og ondskab er han fuld,

han ville døde dig.

 

    74.Hertil svared´ ormen så,

mens den i blodet flød:

Skønt Regin smed er broder min,

du volde skal hans død.

 

    75.Og dræb du nu hiin Regin smed,

som du har dødet mig;

han er af svig og ondskab fuld,

han ellers dræber dig.

 

    76.Ormens hjerte stegte han

det træ, det gik så trangt;

Thi spiddet, som på gløder lå,

var tredve alen langt.

 

    77.Sigurd blev om hænder hed,

da strøg han sig om munde;

Hvert fuglemål og dyresprog

han straks forstå da kunne.

 

    78.Det var da hiin Regin smed,

han taled´ så for sig:

Nu får jeg vel, o Sigurd,

det som du har lovet mig.

 

    79.Svared hertil lille fugl,

som oppe sad i eg:

Du selv alene, Sigurd, skal

fortære denne steg.

 

    80.Af spiddet Sigurd Hjertet drog

og ene han det åd;

Men Regin til at drikke vil

af ormens edderblod.

 

    81.Det den unge Sigurd var,

han med sit sværd mon slå,

og kløvede hiin Regin smed

alt udi stykker to.

 

    82.Store midler Sigurd vandt,

han meget guld mon få,

da han slog Fafner ormen, som

på Gnitahede lå.

 

    83.Det var en årle morgenstund,

før solen end oprandt,

firetyve kister guld

på Granes ryg han bandt.

 

    84.Tolv kister guld på siden hver

af hestens ryg der hang;

Sigurd sad sig ovenpå,

så lyder staldens sang.

 

    85.Sprang han over sumpen frem,

så saddelspændet brast;

Og er det mig af sandhed sagt,

at det fik Nornegest.

 

    86.Brynhild sidder på Hindarfjeld,

hun Budles datter er;

Hun, meldes det i Bragder.thaat,

fordunkler solens skær.

 

    87.Det var Budle konge bold,

han svøber sig i skind,

så ganger han i højenloft

alt for sin datter ind

 

    88.Brynhilde sidder i stolen sin,

og tavs er hun forvist;

Den konge taler venlig til

sin datter så med list:

 

    89.Hør du mig, min datter god,

du sandhed sige må:

Rider nogen hid i dag

til hvem din hun mon stå?

 

    90.Du bygge mig et jomfrubur,

i øde mark opslå,

og megen galdrelue du

må lade herom gå.

 

    91.Kongen buret bygge lod,

i øde mark lod bære,

og hun med få opvartere

i samme ville være.

 

    92.Og megen galdrelue han

dernæst lod rundt om være,

så megen ild som dværge to

med runer vel kan skære.

 

    93.Det var en årle morgenstund,

alt solen skinned´ vide,

og det var hunakongerne,

dem lysted ud at ride.

 

    94.Årle kasted solen ud

dens stråler uden tal;

Der red så mangen ædling hen

til Budle kongens hal.

 

    95.Kong Budle ind i salen tren,

at høre fruens ord:

Se, Konnung Gunnar kommen er

herhid fra Gjukegård.

 

    96.Hør du, Brynhilde, datter min,

hvad du nu gøre må:

Se, Konnung Gunnar kommen er

for dig til brud at få.

 

    97.Brynhilde stod fra stolen op,

hun skinnede som guld,

fra Budles borg hun skynder sig

til Hindar vennehuld.

 

    98.Grim og Høgnar Gjukasøn,

de stred mod skarpen brand,

Brynhilde sad i galdreild

midt i sin fader land.

 

    99.Sigurd red en morgenstund,

tog luren med fra borgen;

På træets kvist to fugle sad

den skønne sommermorgen.

 

100.De fugle kvidrede en dag,

og ordene så vare:

Brynhilde sover på hindarfjeld,

og did må Sigurd fare.

 

101.Sigurd hurtigen red frem

til Budle kongens land.

Jeg iler mig til fjeldet frem,

til galdreluens brand.

 

102.Det går nu til, som ofte før,

de mænd ta´r ud at fri;

De galdreluen se, men tør

ej holde derudi.

 

103.Herolden rører tungen sin,

og mæler dennesinde:

Hvo, som i luen ride tør,

han skal den jomfru vinde.

 

104.Kong Gunnar da til orde tog,

med gammen for han frem:

Nu skal jeg snart den væne viv

til hallen føre hjem.

 

105.Kong Gunnar red på grønne mark,

      han kinder bar så bolde;

      Men hesten for fra luen bort,

      vil ej i bålet holde.

 

106.På Grane Gunnar satte sig,

men Grane vil ej gå,

før han, hin Sigurd ungersvend,

alt på hans skuldre lå.

 

107.Ingen uden Sigurd kan

til Brynhild vej sig bane,

igennem røg og galdreild

for han på hesten Grane.

 

108.Hesten Grane dristelig

fór med den ungersvend;

Sigurd blev af ilden hed,

han brændtes om sin lænd.

 

109.Hesten Grane trådte frem,

igennem røgen brød;

Sigurd stod ved portens dør,

der skjan som guldet rød.

 

110.Han med sit sværd kløv låsen fra,

han vel det kan formå,

og så, hvor Budles datter skøn

På lejet ene lå.

 

111.Så han, hvor den væne viv

sov udi rustning sin.

Sigurd tog sit skarpe sværd,

afspretter brynjen fin.

 

112.Opvågnede Brynhilde da,

hun ser om sig så vide:

Hvem ejed dette skarpe sværd,

mit panser kunne bide?

 

113.Mit navn er Sigurd, Sigmunds søn,

derom jeg gør dig vis;

Og Sigmunds dronning, moder min,

hun nævnede Hjørdis.

 

114.Brynhilde op fra lejet stod,

og smiled under lin:

Velkommen hid fra fremmed land,

O Sigurd, søde min.

 

115.Hør du Sigurd ungersvend

hvem viste vej for dig,

igennem røg og galdreild,

at du fandt hid til mig?

 

116.Der var en fugl på træets kvist

det så mon føje sig;

Den ved sin sang mig viste vej

fra fjerne land til dig.

 

117.Hør du Sigurd, søde min,

du ile skal så sage;

Gak heller til min fader hen,

for råd af ham at tage.

 

118.Du har så længe ventet mig,

Fru Brynhild, væne mage;

Jeg går ej til din fader hen

for råd af ham at tage.

 

119.Du har så længe ventet mig,

før du mig have funden,

det sagde mig skønsangerne,

da jeg red gennem lunden.

 

120.Mødtes deres elskov da

alt inden burets grund,

og Aslaug, Sigurds datter, blev

undfangen samme stund.

 

121.Om Brynhilds hals han armen sin

så blidelig mon sno:

Jeg sværger, at der hos mig ej

skal nogen falskhed bo.

 

122.Guldringe tolv han lagde da

alt udi fruens skød,

og gav han hende dertil end

den dronning-ring så rød.

 

123.Hør Brynhild, giv mig sadl og ring

med tømme, brynje vide,

jeg har et lidet ærinde

bort andetsteds at ride.

 

124.Hertil svared´ Brynhild så,

hun kølnedes om hjerte:

Kong Gjuke sig en datter har,

hun elsker dig med smerte.

 

125.Hør du det, min Sigurd god,

jeg gir dig fingerguld;

Men rid da ej til Grimhild hen,

thi hun af svig er fuld.

 

126.Det var en årle morgenstund,

han red fra Hindarhei,

der mødte hendes fader ham

alt på den brede vej.

 

127.Vær velkommen Sigurd hid,

du bud tør ikke sende;

Fuldvel jeg kender skæbnens gang,

jeg ved hvad dig skal hænde.

 

128.Af alder du er ung, men ej

ved langt liv dig skal fryde;

Du Gudrun skal til ægte få,

og Brynhild aldrig nyde.

 

129.Rid du da ej den lave vej

ed Gjukagården frem;

Rid hellere på fjeldet op,

så sker dig ingen skam.

 

130.Han red sig frem ved fjeldets fod,

ved Gjukagården frem;

Fru Grimhild og hendes mænd

stod der med megen bram.

 

131.Stands din hest en liden stund,

og snak et ord med mig;

Jeg har en datter væn og skøn,

hun højlig elsker dig.

 

132.Det den unge Sigurd var,

han skulle derfra vende;

Men Grimhild fat i tømmen greb,

så hesten ej kan rende.

 

133.Ung Sigurd hertil svared´ så

han kinder bar så bolde:

Blandt Hunamænd ej nogen tør

udi min tømme holde.

 

134.Hør raske Sigurd kom til mig,

jeg dig en viv vil kåre;

Jeg har en datter væn og skøn,

hun elsker dig så såre.

 

135.Det er Gudrun, datter min,

hvor hun mon gange ind,

der glinser roser, liljer,

på hendes fagre kind.

 

136.Lad Gudrun være datter din,

det dig til gavn ej kommer;

Hun ligner ej Brynhilde mer´

end vinter ligner sommer.

 

137.Gudrun så til orde tog,

hun tungen kan vel råde:

At eje det, en andens er,

er kun en liden både.

 

138.Ej mangel er udi vort land

på jarler, kongesønner,

at røve andens fæstemand,

med uheld det sig lønner.

 

139.Ti, Gudrun, tit ved blyhed stor

man alting tabe kan;

Sig selv tilbyde bedre er,

end miste værdig mand.

 

140.Gak Gudrun, straks i kældren ned,

for mjød og vin at blande;

Kom megen glemsel derudi,

skænk så den drik i kande.

 

141.Kom megen glemsel derudi,

befaling min du fremme;

Så Sigurd kan sin elskov her

til Brynhild helt forglemme.

 

142.Hun blanded mjød, hun blanded vin,

i kanden glemsel kom,

og gik hun sig for Sigurd ind,

bad ham den drikke tom.

 

143.Drak han da den kande tom,

tilbagegav det kar;

Han mindes ej Brynhilde mer,

ej hvad han lovet har.

 

144.Så drak han drik, så drak han to,

han var på dødens veje;

Og i hans hu ej andet kom

end Gudrun blot at eje.

 

145.Brynhilde gik fra Hindarfjeld,

hun var så væn en viv;

At kæmpen Gudrun gæstede,

det koste vil hans liv.

 

146.Brynhilde taler så for sig,

mens gråd på kind mon flyde:

Ej Gudrun, Gjuka-datter, skal

den stærke kæmpe nyde.

 

147.Midtvejs mødtes begge møer,

Brynhild og Gudrun unge;

Den ene af dem glæden bar,

den anden harmen tunge.

 

148.Og Gudrun, Gjuka-datter, da

så talede blandt mer:

Hvem gav dig denne gyldne ring,

jeg på din finger ser.

 

149.Brynhilde, Budles datter, da

beklemt om hjerte svarer:

Du uden tvivl vil yppe kiv,

vi mangt et skifte haver.

 

150.Just dette samme fingerguld,

du ser på hånden min,

det gav mig Sigurd, Sigmunds søn

besnært ved elskov sin.

 

151.Brynhilde tav og Gudrun lo:

Hvor kvinden dog er stiv;

hvi mon min broder, Gunnar kong,

ej har så væn en viv?

 

152.Svared dertil frue Brynhild,

og taled snilde ord:

Jeg ej trolover konger to

udi den samme gård.

 

153.Sigurd tog din ære bort

til Budle-ættens skam;

Du gav dig rigen kong i vold,

og se! Nu har jeg ham.

 

154.Du falske kvinde, vover du,

bebrejde mig det så;

For dette ord skal Sigurd dø,

såsandt jeg leve må.

 

155.Jeg agter ikke trudsel din,

skønt du i ord er stiv;

Ej nogen udi Gjukagård

kan røve Sigurds liv.

 

156.Sigurd gik i hallen ind,

han var så væn og fin;

Der Brynhil, Budles datter, sad

alt i guldstolen sin.

 

157.Sigurd står på hallens gulv

med gylden skjold i hænde;

Men Brynhild, Budles datter, straks

sit øje bort mon vende.

 

158.Ej nogen hunnisk ridder har

således gjort, som du;

Den mø, som først du lover tro,

forkastet har du nu.

 

159.Hør mig, Brynhilde, væne mø,

læg mig det ej til last

min hu blev ganske fra dig vendt,

fra elskov din så fast.

 

160.Og, der hun Sigurd, Sigmunds søn,

med sine øjne så,

da hændte det, at Brynhild mon

så ung en datter få.

 

161.Hertil svared Brynhild så

hun var så streng en frue:

bær barnet midt i elven ud,

jeg vil det ikke skue.

 

162.Aslaug, Sigurds datter, blev

sat ned på elvens vand,

den store å og stride strøm

bar hende bort fra land.

 

163.Brynhilde gik til Hindarfjeld,

nu bar hun kind så rød:

I den af sorg så svangre tid

hun voldte Sigurds død.

 

164.Brynhilde iler til sin sal

med gråd og megen sorg;

Kong Gunnar for at bejle kom

i hast til hendes borg.

 

165.Du ikke yndest hos mig får,

du må det ikke vente;

Sålænge Sigurd end er til,

min anger ej får ende.

 

166.Det er Gudrun, søster din,

hun volder strid og kiv;

mit øje ser ej søvnen sød,

mens Sigurd end har liv.

 

167.Hør Brynhild, Budles datter, hør,

du volder os stor vånde;

Der ingen er i Hunaland,

som kan mod Sigurd stande.

 

168.Du ikke yndest hos mig får,

du gunst ej vente kan,

før du har Sigurd tvungen til

at drage her fra land.

 

169.Hør Brynhild, Budles datter, hør,

du råd os kende må,

hvordan vi denne stærke mand

skal bort af livet få.

 

170.Det råd jeg giver uden frygt,

og det sig vel vil skikke:

Giv ham på jagten saltet kød

og hertil ingen drikke.

 

171.Da blev der larm i Budles hal,

de svende ride ud;

Brynhilde sad i Hindarfjeld

og fælled gråd på dug.

 

172.Ud red Gjukasønnerne,

og ud red Sigurd svend;

Han kendte ej til kongens svig,

ej hvor de råd gik hen.

 

173.Red de ud af Budles borg

til leg på grønne toft;

Hjemme ligger Sigurds sværd

på Brynhilds høje loft.

 

174.Ride de til skoven bort,

de spisen glemte ikke;

Sigurd gav de saltet kød

og hertil ingen drikke.

 

175.Sigurd tænkte ej på svig,

han af guldsadlen tren,

og skyndte sig til kilden hen,

var glad foruden men.

 

176.Sigurd lagde sig da ned,

hvor vand i brønd han så;

Af rådden knort man sjælden ser,

at gode kviste gro.

 

177.Sigurd til at drikke tog,

hvor vand i brønd han ved;

Høgner ejed klingen den,

Som Sigurds hals afbed.

 

178.Høgner hug og Gunnar stak,

især som Brynhild rådte;

Hvis han på svig her havde tænkt,

han havde fældet både.

 

179.Han slap dog fra dem alle op,

og snilde ord lod falde:

Hvis jeg på svig her havde tænkt,

jeg mand var for jer alle.

 

180.Sigurd knytter næven sin

med kraftens gode rest;

Og slog han da til Gunnar kong,

så han faldt ned af hest.

 

181.Sigurd så til orde tog:

I skændigen mig sveg;

hvis jeg havde haft mit sværd,

I sku´ ha´ set en leg.

 

182.Sigurd segnede på toft,

han blev så bleg og mat;

hvis han der havde haft sit sværd,

det havde bidt så bradt.

 

183.Kong Gunnar da til orde tog,

med gammen gik han frem:

Nu skal vi snarlig Sigurds lig

til hallen føre hjem.

 

184.Den døde Sigurd toge de,

og bar ham ind på skjold;

For kvinder mange lode liv,

for overmagt og vold.

 

 

185.Den døde Sigurd lagde de

alt på Brynhildes leje:

Bær Sigurd straks til Gudrun hen,

hun end, som før, ham eje!

 

186.Den døde Sigurd toge de,

Hos Gudrun man ham så;

Ej brud, hun vågnede,

før blod på lender lå.

 

187.Vågned Gudrun Gjuka op,

og hendes ord så løde:

Af dig, o Gunnar, mente jeg,

sidst svig at skulle møde.

 

188.Fra lejet hun sig satte op,

og blodet stryger af,

og Sigurds mund, som blodig var,

et afskedskys hun gav.

 

189.Gudrun gik i højenloft,

trak af sin kjole rød,

og al sin hele levetid

begræd hun Sigurds død.

 

190.Brynhildes bryst af harme sprak

alt efter Sigurds død;

Og gav hun Gudrun guld og fæ

og mange ringe rød.

 

191.Gudrun i så tung en strid

da svared hertil så:

Dog skal jeg hevne Sigurds død

såsandt jeg leve må.

 

192.Det er sandt, som talet er,

koner ere ømme;

Gudrun går på marken om,

og holder Granes tømme.

 

193.Kvadet her nu hører op;

Ej mere denne sinde

en anden sang begynder nu,

I tage den til minde.

 

 

 

 

Her slutter den del af ”Sigurd-visen”, som mere eller mindre stemmer overens med sagnet som det fortælles i Vølsungesagaen. Men Gudruns hævn forsætter i ”Høgners kvad”.

 

 

 

  HYROKIN